Disse samværsreglerne er udarbejdet for at sikre, at der i FDF Vester Hornum altid er en god og tryg relation mellem børn og voksne samt børnene imellem. Samværsreglerne er senest ajourført af et ledermøde den 17. januar 2024 og efterfølgende godkendt af bestyrelsen den 28. februar 2024.
Alkoholpolitik
Lederne må ikke indtage alkohol i forbindelse FDF-arrangementer, hvor de har et lederansvar over for børn. Dette gælder også på lejre.
I forbindelse med arbejdsweekender, loppemarkeder, julemarkeder mv. må ledere indtage alkohol i begrænsede mængder – dog kun hvis de ikke samtidig har et lederansvar for børn.
Børn under 18 år må aldrig nyde alkohol i forbindelse med FDF-arrangementer.
Rusmiddelpolitik
Ledere og børn må aldrig indtagen nogen form for ulovlige rusmidler i forbindelse med FDF-arrangementer.
Ryge-/snuspolitik
Ledere og forældre må ikke ryge/benytte snus indendørs eller i biler under fællestransport. Rygning/anvendelse af snus foregår udendørs på et aftalt sted.
Børn må ikke ryge/benytte snus i forbindelse med FDF-arrangementer.
Tavshedspligt
Ledere har tavshedspligt i forhold til alle private forhold vedrørende børnene, de kan få kendskab til. Det kan både være snakke med børn, som fx henvender sig med en bekymring. Det kan være oplysninger om forældrenes økonomi. Eller det kan være oplysninger om fx medicin, sygdom mv. som forældrene oplyser om.
Indberetningspligt
Får vi mistanke om overgreb, mistrivsel mv. hos børn, har ledere pligt til at kontakte de sociale myndigheder. Dette går til en hver tid forud for vores tavshedspligt. Hvis en leder oplever noget, som kræver indberetning, skal formand og kredsleder samtidig informeres.
Ledere er underlagt normal indberetningspligt efter samme regler som hvis man oplever tilsvarende problemer hos naboen eller en bekendt.
Forventninger til børn
I FDF Vester Hornum føler vi et særligt ansvar for de børn, som har behov for ro og faste rammer for at trives. Det stiller store krav til os som ledere, men det stiller også krav til børnene.
Vi har derfor 3 enkle regler, som alle børn skal overholde:
- Vi accepterer ikke voldsom adfærd, mobning og groft drilleri.
- Vi accepterer ikke, at børn ødelægger aktiviteterne for andre.
- Vi accepterer ikke, at børn forlader aktiviteterne før tid uden en forudgående aftale.
Oplever vi, at nogle børn ikke overholder reglerne, tager vi straks en snak med barnet. Sker det gentagne gange informerer vi forældrene. Sker der ikke en bedring, kan barnet desværre ikke længere være med hos os.
Vi tager løbende en snak med børnene om reglerne.
Fællestransport
I forbindelse med mange af vores aktiviteter er det nødvendigt, at børn indgår i fællestransport. Ønsker forældre ikke, at deres børn deltager i fællestransport, kan barnet ikke deltage i disse aktiviteter. En mulighed er også, at de pågældende forældre selv melder sig til kørsel.
Det er den enkelte leders/forældres ansvar at overholde færdselsloven i forbindelse med fællestransport – herunder at have gyldigt kørekort, at overholde fartgrænser, at sørge for fastspænding af alle, at benytte selepuder til børn under 135 cm, ikke at være påvirket mv.
Fotopolitik
Vi tager ofte billeder i forbindelse med vores aktiviteter, som benyttes til Facebook, markedsføring af vores aktiviteter, medieomtale mv. Her sørger vi altid for, at billederne ikke er krænkende eller udstiller børnene. Ønsker forældre ikke, at der offentliggøres billeder af deres børn, skal de give besked til barnets leder, som informerer resten af lederne.
Forebyggelse af overgreb
Dagligdagen i kredsen
Der skal minimum deltage 2 ledere i alle FDF-arrangementer.
Ved bydende behov for fysisk kontakt med børn (fx tjek for skovflåter, hjælp med hygiejne mv.) skal minimum to ledere kende til den konkrete situation. Ledere skal altid tage hensyn til børnenes blufærdighed.
Hvis ingen ledere af samme køn som barnet er i nærheden, kan en leder af modsatte køn rent undtagelsesvis tage sig af førnævnte. I sådanne tilfælde skal forældrene altid informeres efterfølgende.
På lejre
Der skal minimum deltage 2 ledere på lejr. Vi tilstræber, at der deltager ledere af begge køn på lejren, så fremt der deltager børn af begge køn. Dette må dog ikke være eneste hindring for at gennemføre lejren.
Drenge og piger klæder om og bader hver for sig.
Vi tilstræber, at drenge og piger på lejre sover hver for sig, hvis det er praktisk muligt. Ledere kan sove sammen med børnene, hvis det skønnes nødvendigt eller fornuftigt. I disse tilfælde sover ingen ledere alene sammen med børnene.
Sociale medier
Ledere må ikke kontakte børn via sociale medier om andet end FDF-relaterede emner, hvis deres eneste relation er FDF.
Ledere må ikke acceptere eller sende venneanmodninger fra/til børn, hvis deres eneste relation er FDF medmindre dette er nødvendigt for førnævnte kommunikation.
Seniorvæbnere og seniorer har en fast messenger-gruppe, som alle børn i denne gruppe bliver inviteret med i. Det samme gælder på alle større lejren, hvor der er nødvendigt at kunne kommunikere med hinanden under aktiviteter mv. Dette kræver, at der er mindst to ledere med i gruppen.
Undgå mistanke
Hvis vi som ledere kommer i situationer, som vi tænker for andre kan virke mistænkelige, sørger vi altid for at informere de andre ledere og forældrene.
Børneattest
FDF har pligt til at indhente børneattest på alle over 15 år, som har deltaget i aktiviteter med børn mere end tre gange på tre måneder. Dette gælder også forældre, som hjælper til på fx en lejr eller ved et klassemøde. Dette gælder ikke for børn mellem 15 og 18 år, som ikke har et lederansvar.
Handlingsplan ved mistanke om overgreb
Ved mistanke om overgreb, skal ledere straks kontakte formanden eller kredslederen. Formanden eller kredslederen vurderer herefter sammen med lederen, hvordan mistanken konkret skal håndteres – og om der evt. skal ske politianmeldelse. Hvis vi politianmelder, informerer vi samtidig forbundets generalsekretær eller kriseberedskab alt efter, hvad der giver mest mening i situationen.
Formand og kredsleder skal i sådanne tilfælde altid holde hinanden informeres. Af hensyn til både børn og ledere skal så få som muligt involveres for at undgå rygter, falske anklager og påvirkning af børnene.